Boligselskabet Domea Aabybro opfører 40 almene ungdomsboliger ved Fjerritslev Gymnasium for studerende på STX-, HF- og HHX-uddannelsen. Byggeriet består af et-rums boliger på 25m² med eget køkken og bad samt et 400m² stort fælleshus. Derudover er der fælles udearealer i området omkring boligerne.
Ungdomsboligerne er i én etage og fordelt på fem bygninger med et gennemgående tag, så man kan gå tørskoet fra bygning til bygning. Sammen med det lukkede gårdmiljø skaber det optimale muligheder for fællesskab og socialt samvær.
Det store fælleshus bygges i to etager og vil fungere som indendørs samlingspunkt for de studerende. Det vil indeholde køkken og vaskeri.
Byggeriet udføres som et bæredygtigt træbyggeri med fokus på det miljøvenlige fodaftryk.