Boligselskabet Sydfyn opfører 95 kvalitetsboliger på Mølmarksvej i Svendborg. Bebyggelsen får navnet Nordre Park. Der bliver forskellige boligtyper og -størrelser, fx lejligheder i ét plan og rækkehuse i to, der svinger i størrelse fra ca. 56 til 114 m2, fra 1 til 4 rum. Der vil derfor være boliger til mennesker i alle aldre, der kan rumme både familielivet, singlelivet og seniortilværelsen.
Boligerne, der får udsigt over Svendborg Sund og Svendborgs historiske bymidte, kommer til at erstatte en skole på grunden. Den er revet ned, men materialerne genbruges, så de nye boliger får de samme røde teglsten, som skolen bestod af.
Der vil være store udendørsarealer omkring bebyggelsen, som giver rig mulighed for at boltre sig på legepladsen, løbe en tur, holde grillaftener og generelt hygge med naboerne eller være aktiv på andre måder.
Ud over de almene boliger kommer der 17 private lejeboliger og en SPAR-købmand i den nye bebyggelse, som i alt bliver på ca. 11.300 m2.