De nye 3- og 4-rums lejligheder i Hjørring er fordelt på to punkthuse på henholdsvis syv og ti etager – tilsammen kaldet Svanehusene. Byggeriet er opført tæt på indkøb og banegården, og med udsigt til det naturskønne område, Svanelunden, som ligger centralt i Hjørring.

Byggeriet efterlever vidtgående energikrav, der indføres i 2020, og det betyder, bl.a. at energiforbruget er meget lavt. På den måde er Domea Hjørring med de nye boliger med til at reducere Danmarks samlede CO2-udledning. Hver enkelt bolig forventes således at få en meget lav varmeudgift på kun omkring 200 kr. pr måned.

Boligerne ventileres af små decentrale ventilationsanlæg, der har en høj genindvindingsgrad, og på hvert af husene etableres et solcelleanlæg, der kan dække en stor del af strømforbruget til afdelingens fællesområder.

Lys, luft og udsigt

De 52 nye boliger er indrettet med en moderne og åben planløsning med et centralt køkkenalrum. Herfra er der adgang til en stor hjørnealtan.
Boligernes loftshøjde på 2,7 m er cirka 20 cm højere end normal loftshøjde, og det forstærker oplevelsen af lys, luft og rummelighed. Lejlighederne er fleksible enheder, der kan opdeles i hhv. 3 og 4 rum. Boligarealet er på mellem 85 og 114 m2.
Samtidig er der fra hver lejlighed en forrygende udsigt til Hjørring skov og dale, og fra de øverste etager desuden over det centrale Hjørring by.

Byggeriet var klar til indflytning i forsommeren 2014.