– Jeg takker af hele mit hjerte, siger Helge Jensen i en yderst kontrolleret begejstring.

For anden gang inden for få minutter har han fået banko i det månedlige bankospil i boligorganisationen Nygårdsparkens Pensionistklub denne onsdag i starten af maj.

Dagen er ellers startet med stride strømme af regn, men her midt på eftermiddagen er skyerne brudt op og tillader solen at kaste sine stråler ned over Brøndbyøster blot ti kilometer vest for København. I Nygårdsparkens selskabslokaler sidder de næsten 40 pensionister, som mødes mindst en gang om måneden til forskellige aktiviteter, hvori bankospil indgår de fleste gange. Der bliver kigget intenst på spillepladen, når tallene bliver råbt op.

En af deltagerne kan ikke lige fordele koncentrationen imellem felterne og den fristende ananaskage, som står lige foran. Et hurtigt haps af den gule kage og derpå atter et stift blik på bankopladen, mens tallene bliver råbt op. "Uhhh", lyder det højt fra nogle af dem, som var tættest på at ramme rigtigt. Helge Jensen er atter på banen. Han har allerede haft banko, så på bordet foran ham er der fyldt op med forskellige præmier.

Den glade overbringer af præmierne er Mona Zanazanian, som sammen med boligorganisationens nuværende formand, Anne Hartvig, etablerede pensionistklubben for snart 13 år siden.

Gentleman Helge

Helge sidder imellem to kvinder, som han på bedste gentlemanmanér underholder og hjælper, hvis det, som tilfældet er for 93-årige Gerda Frank, kan knibe med at læse tallene på brættet. Kamma Mogensen til Helges anden side er væsentligt yngre end Gerda, og hun klarer ærterne selv, men nyder synligt Helges gode selskab.

– Vi mødes jo dagligt et eller andet sted i bebyggelsen, og det giver et fint socialt samvær. Højkær er et socialt boligbyggeri, og det er lige præcist hvad det er: ”Socialt”, understreger Helge. Vi hygger med mad og kaffe – og da også over et godt glas vin eller en bajer en gang imellem. Især den sidste dag i maj, før vi holder sommerferie, er nærmest en fest, hvor vi spiser godt og nyder det ofte gode vejr udenfor. Vi taler sammen om løst og fast – det være sig om familie, men også om alt det, der sker i vores bebyggelse.

Elevator-passiar

Helge fortæller, hvordan elevatoren kan skabe rammerne for en god samtale.

– Sammenholdet er fint, og vi føler os godt tilpas her. Vores elevator er ikke bare den bekvemme måde at nå fra stuen helt op til 15. etage. Den danner også et rum for nogle samtaler om, hvad der lige er sket i dag, og hvad der skal ske i morgen. Gerda Frank supplerer Helge:

– Jeg føler mig så tryg ved at bo her, især efter at jeg kom med i pensionistklubben. Så fandt jeg ud af, hvem det var, som boede lige nedenunder eller ovenover mig. Det vidste jeg dårligt nok før. Og så er alle flinke til at hjælpe hinanden med det, de nu kan gøre. Hvis jeg bærer på noget lidt for tungt, er der straks én, som tilbyder at hjælpe med byrden. Og så kan jeg så godt lide, at ingen sladrer om hinanden, siger Gerda Frank.

Kamma Mogensen er især glad for det gode havemiljø:

– Vores ejendomsfunktionærer er rigtig dygtige til at holde området pænt og rent. Det sætter jeg enormt stor pris på, fordi jeg er så glad for at sidde ude, når vejret viser sig fra sin pæne side. Så er det som om, jeg sidder i min egen have, men uden at skulle have ansvaret for alt det arbejde, man skulle udføre, hvis det var ens egen. Det er én af de store fordele ved at bo i et alment boligbyggeri frem for at bo i ejerbolig. Masser af tid til at nyde sit otium uden at skulle slide og slæbe med vedligeholdelse og selv stå for omkostningerne, når et vandrør springer eller andre af de ting, som altid dukker op, understreger Kamma Mogensen.

Pip i stuen

Helge er noget af en veteran i Nygårdsparken. Han kender mange i bebyggelsen, og han har oplevet utallige situationer af den ene og anden karakter igennem årene. Han erindrer også pudsige og muntre oplevelser som denne.

– En 93-årig mand ringede til mig og fortalte, at noget var galt i hans stue. Hvad er galt, spurgte jeg. Jo, der lyder nogle underlige pip-lyde fra min stue. Jeg tror, nogle fugle er fløjet herind, sagde han. Jeg besøgte ham, og spurgte om jeg måtte kigge mig omkring. Ganske rigtigt, der lød nogle mærkelige pip-pip-lyde, som jeg lokaliserede til en af skufferne i et møbel. Jeg åbnede en af skufferne, og i den lå der en gammel udtjent røgalarm, hvis batteri dog endnu levede, for det viste sig, at det var alarmen, som udsendte denne lyd, vi begge troede stammede fra en fugl. Det grinede vi meget over i lang tid efter, fortæller Helge.

Fra villa til Højkær

I den anden ende af lokalet sidder Lilly Poulsen, Lene Pedersen og Lizzie Henriksen og hygger sig sammen under en
pause fra bankospillet. Lizzie er veteranen blandt de tre, for hun har boet her i 24 år, mens Lene og Lilly kun har boet her i et og to år. Lilly flyttede fra sit hus ind i Nygårdsparken, og har aldrig fortrudt det et eneste sekund.

– Jeg nyder at bo her og kan dårligt finde noget at klage over. Lejligheden er skøn, og jeg er så glad for at have den frihed, som jeg står op til hver eneste dag. Tænk sig, hvor meget tid jeg sparer på ikke at skulle passe hus og have, men i stedet kan muntre mig med pigerne her, griner hun, mens Lene supplerer:

– Vi finder hele tiden på noget at lave sammen eller hver for sig. Så travlt har vi, at det næsten kan være stressende at være pensionist, fortæller hun med et varmt glimt i øjnene.