Siden september 2013 har hen ved 20 beboere i ”Lille Manhattan”, der hører til Domea Horsens, sat hinanden stævne i Bilkas cafeteria. Bare fem minutters gang fra boligerne, hver tirsdag præcis klokken ti. Her bestiller Tirsdagsklubbens medlemmer kaffe, rundstykker, kager – og lidt senere måske også en fadøl. For tit har de hyggelige stunder rundet et par timer eller mere, ”og så er det vel i orden med en formiddagsbajer”, som en af dem udtrykker det.

– I starten var det bare tænkt som en lille mandeklub. Vi fem mænd fandt dog hurtigt ud af, at det var lidt kedeligt kun at være så få og af samme køn, så vi spurgte vores koner, om ikke de havde lyst at være med. Det havde de bestemt, og hurtigt voksede klubben, fortæller formanden for boligorganisationen, Boje Krogh Hansen.

Tirsdagen er hellig

Det hele foregår af egen fri vilje, og der er ingen til- eller framelding til Tirsdagsklubben. Ikke desto mindre tropper stort set alle op hver tirsdag, og det vidner jo klart om, at netop denne formiddag prioriteres højt blandt naboerne. Næsten alle deltagerne er ophørt med at arbejde, og deres alder spænder fra 63 til 82 år.

– Emmy er alderspræsidenten, men hun er også en af de livligste af os alle. Hun fortæller sjove historier og går ikke af vejen for at synge gamle viser af fuld hals, fortæller Boje.

Samtaleemnerne rækker rundt om alle aspekter af tilværelsen: politik, kultur, mad, rejser og ikke mindst familierne, hvor især kvinderne går meget op i at tale om børn og børnebørn, mens mændene tit taler om nye biler. Formanden understreger igen og igen den store gevinst ved det gode sammenhold.

– Vi er ikke bare naboer, men også gode venner. Selvom vi kun har haft klubben i et års tid, kender vi hinanden og hinandens familier godt, og det skaber tryghed. Vi passer på hinanden. Er en af naboerne syg eller dårlig, så hjælper vi med det, vi kan. Er vi på ferie, så holder vi et vågent øje med hinandens boliger og blomster.

Fra huspligter til lejefrihed

Tirsdagsklubbens aktiviteter begrænser sig ikke alene til sammenkomsterne i Bilka. I foråret havde de tre udflugter
til spændende lokaliteter i Horsens opland, bl.a. Boller Slotspark med sine spændende japanske og engelske haver og Uldum Kær, som er et vådområde med et rigt fugleliv, samt et besøg i Lille Malunds Have, tæt ved byen Klovborg.

Næsten alle de 17 beboere, som var til stede, da Domea Magasinet besøgte Tirsdagsklubben, har boet i eget hus, før de flyttede til ”Lille Manhattan”. Og da vi spørger, om nogen har fortrudt skridtet fra eget hus til lejebolig, lyder et overbevisende ”Nejjj” rundt om bordet.

– Tænk dig al den tid, vi har fået til at gøre de ting, vi helst vil. Hvor er det herligt ikke at være pisket til at holde haven ved lige, ikke at spekulere på, hvordan den slidte vindskede bliver skiftet, eller at kunne overkomme at skulle male huset, fortæller Boje.

Alt er tæt på

I ”Lille Manhattan” bor i alt 68 lejere i de to helt nye, elegante højhuse på 8 etager, som var indflytningsklare i 2012. Navnet ”Lille Manhattan” var faktisk den afdøde toppolitiker, Jan Trøjborgs påhit, da han var borgmester i byen. Angiveligt inspireret af New Yorks skyskrabere.

Der hviler også noget luksuriøst over ”Lille Manhattan”, der har en af Horsens bedste beliggenheder. Både når man ser de to lyse højhuse udefra, men også indenfor, hvor man kan nyde en fabelagtig udsigt. Alt er holdt i lyse og venlige farver, og så er her videoovervågning, som giver ekstra tryghed hos beboerne. Indenfor en afstand af få minutters gang har beboerne otte varehuse, herunder Bilka, samt ikke mindre vigtigt: Sundhedshuset med læger, tandlæger og terapeuter. Selvom boligerne ligger i centrum af Horsens, har ingen været plaget af støj, men det har de lydisolerede vægge sikkert også deres del af æren for. Kun når Horsens er vært for en af de store rockkoncerter, kan det høres.

– Metallica har jo lige været her, og det kunne vi høre. Men det er jo godt for byen, at vi kan tiltrække hele Danmark til store arrangementer, lyder det fra en af beboerne.