Visionen var klar fra starten – Domea skal kunne matche konkurrenter også på det private boligmarked i tilgængelighed og kundeservice for at styrke servicering af boligsøgende og beboere. Målet var at levere den bedste service i branchen og midlet var etablering af Kundeservice, der samtidig skulle bidrage med en effektivisering af administrationen.

Baggrunden var en erkendelse af, at der er behov for at fastholde og styrke faglig viden blandt kunderådgiverne. Desuden er det for sårbart at have få udlejningsmedarbejdere spredt over hele landet i tilfælde af sygdom og ferie. Samtidig får kunderådgiverne adgang til flere konkrete informationer om boligerne på digitale stamkort til gavn for de boligsøgende.

Nu går det fremad

Etableringen af Kundeservice har bestemt ikke været problemfri, men i løbet af efteråret 2014 er det begyndt at gå bedre. Lidt fakta viser, at Kundeservice i november og december har:

  • Sendt bekræftelse på opsigelser inden for 1-2 dage.
  • Udsendt tilbud dagen efter Kundeservice har modtaget opsigelse.
  • Bekræftet og underskrevet kontrakter på 1-2 dage efter Kundeservice har modtaget dem fra lejer.
  • Besvaret de mere generelle henvendelser på mail /brev på 1-3 dage.
  • En besvarelsesprocent af indkomne opkald på 91 procent i november og 96 procent i december.
    Hertil kommer, at der i dag besvares 14.000 flere opkald end tidligere, og kunderådgiverne har fået adgang til flere data om de enkelte boliger. Samtidig er antallet af kunderådgivere er reduceret med syv stillinger.

Markedsføring af boliger med kort venteliste

Som noget nyt på domea.dk kan de boligsøgende nu se og skrive sig op til boliger med kort venteliste. Den nye funktionalitet markedsfører boliger med såkaldt ’tynde’ ventelister og holder os på forkant med tomgange, hvor det er muligt.

 

Fokus på tomgang

I samarbejde med servicecentre og driften i øvrigt, er der desuden gjort et indhug i antallet af boliger på tomgangslisten, som har været i tomgang i mere end tre måneder. Alene i november og december er 34 af disse ’tunge’ tomgangsboliger lejet ud.