Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

Der lød klapsalver og høj musik, da SIDO-drengene fra Taastrup lørdag den 28. maj gik på scenen for at modtage en velfortjent MYOB Business Award i København. SIDO står for ”Same Inside Different Outside”, som er det bagvedliggende budskab i den tøjkollektion, drengene har udviklet.

Se video fra SIDO-drengenes store dag her:

Lørdag den 28. maj 2016 fik SIDO-drengene fra Gadehavegård-kvarteret i Taastrup en iværksætterpris ved Business Award 2016. Video: Mikkel Milsgaard og Laura Lokdam

Projektet er igangsat af Gadehavegårds boligsociale helhedsplan i samarbejde med Dansk Flygtningehjælps program, Mind Your Own Business (MYOB),  samt Thomas Holluf Nielsen og Bent Fjord, som er hhv. adm. direktør og økonomidirektør i Domea.dk. De har været mentorer for drengene under hele forløbet. MYOB er et udviklingssprogram for drenge fra udsatte boligområder i alderen 13-17 år. Programmet er støttet af Trygfonden og har bl.a. modtaget Kronprinsparrets Pris i 2015.

Taler drengenes sag

Siden oktober har drengene fra Gadehavegård-kvarteret i Taastrup arbejdet hårdt for at stable en mikrovirksomhed på benene, og undervejs har de fået sparing fra direktørerne i bygge- og boligadministrationen Domea.dk, som har sit Landscenter i netop Taastrup.

Det hårde arbejde bar frugt, da SIDO-drengene lørdag den 28. maj præsenterede deres projekt til Business Award 2016, der fandt sted hos The Boston Consulting Group i København. Her fik de nemlig den fornemme MYOB-pris for Branding & Markedsføring. Prisen går til en mikrovirksomhed, som har formået at lave et stærkt og genkendeligt brand med et produkt, der taler drengenes sag.

Og det må man sige, at SIDO gør. Hele idéen bag tøjkollektionen er nemlig at bekæmpe vold, racisme og mobning via budskaber, som de bl.a. rapper i deres musikvideoer.

I alt syv MYOB-projekter fra udsatte boligområder i hele landet deltog i prisfesten, og før priserne blev uddelt gav Maria Kavita Nielsen, programchef i MYOB, alle deltagerne et par begavede ord med på vejen:

- Lykken findes ikke nødvendigvis i den nye iPhone, det sidste nye tøj eller dét at blive kendt ved at sælge sig selv i et tvivlsomt reality show i den bedste sendetid på TV3. Det er tomme klorier, som ikke skaber næring til jer selv som personer og jeres udvikling. Vær nærværende i jeres liv og stop op og nyd de gode og lykkelige stunder, I har, for det er dem, som giver jer energi og tro på livet, sagde hun.

Hos Domea.dk er adm. direktør Thomas Holluf Nielsen stolt af og rørt over den udvikling, som SIDO-drengene fra Taastrup har været igennem - og som kulminerede med en flot præsentation til prisfesten:

- Det er en stor dag både for drengene og for os. De har fået en velfortjent anerkendelse som team, individer og mennesker. Jeg er SÅ stolt af dem, og vi glæder os til det fortsatte samarbejde, siger han. 

Vil holde SIDO kørende

Gennem hele forløbet har Thomas Holluf Nielsen og Bent Fjord været mentorer for drengene og har set, hvordan de har flyttet sig. Helt fra produktudvikling til produktion, markedsføring og salg har de stået sammen og haft en klar idé om, hvad de ville.

- SIDO er startet i Høje Taastrup, hvor vores aktiviteter skaber et bedre sammenhold i Gadehavegård. Vi vil gerne holde det kørende og blive ved med at producere tøj og have vores virksomhed. Vores ambition er at sprede budskabet om SIDO til hele verden, har de tidligere sagt.

Budskabet er ganske enkelt, at vi alle er ens indeni men forskellige udenpå:

- Vi er født ens, men afhængig af, hvor vi er blevet født, på den lyse eller mørke side, er vores muligheder vidt forskellige. Vi vil arbejde for at gøre verden til et bedre sted - hvor vi alle respekterer hinanden, både indeni og udenpå.

Går i gang med uddannelse

Målet med MYOB-forløbet er bl.a. at motivere drengene til at tage en uddannelse. I løbet af projektperioden udvikler de et øget ordforråd og deraf en øget selvtillid, når de fx fremlægger i skolen - og deres karakterer stiger i fag som dansk, engelsk og matematik.

Erfaringen fra tidligere viser, at næsten alle er gået i gang med en gymnasial uddannelse. Det samme ser ud til at være tilfældet i år.

I år var det i øvrigt en meget kompetent dommerkomité, der stod bag uddelingen af priserne til MYOB Business Award 2016:

  • Tommy Ahlers, iværksætter og stifter af ZYB og Podio. Kendt fra ’Løvens hule’ på DR.
  • Anh Lê, stifter og medejer af restaurantkæden LêLê.
  • Thomas Bagge Olesen, partner i Laigaard & Partners A/S.
  • Lars Jannick Johansen, adm. direktør i Den Sociale Kapitalfond.
  • Emil Simonsen, sanger i rapgruppen Suspekt.
  • Waqas Ali Qadri, sanger i rapgruppen Outlandish.
  • Esben Hegnsholt, ‎principal i The Boston Consulting Group.

Mød SIDO-drengene på deres Facebook-side 'Same Inside Different Outside'