Danmark har en udfordring i de udsatte boligområder. Det har regeringen nu erkendt. Derfor var det med høje forventninger, jeg så frem til regeringens udspil ’Et Danmark uden parallelsamfund – ingen ghettoer i 2030’, som blev præsenteret den 1. marts. For der skal gøres noget, og det er nødvendigt med høje ambitioner, hvis man skal lykkes med så stor en forandring, som regeringen med rette lægger op til. Men ikke alle udfordringer i de udsatte boligområder kan løses med tvang eller administrative indgreb, og derfor bekymrer dele af udspillet mig også.
Sats endnu mere på de unge
Statsminister Lars Løkke Rasmussen nævnte selv, at vi ikke må glemme de unge, og det er jeg meget enig i. Det er de unge i de udsatte boligområder, vi skal satse på. Især de unge drenge, der oftest bliver involveret i ballade eller kriminalitet. Her er der virkelig noget at rykke, hvis det bliver gjort rigtigt.
Rockwool Fonden har tidligere påvist, at det vil styrke samfundsøkonomien med ca. 15 milliarder kroner på kort sigt og mere end det dobbelte på lang sigt, hvis de 5.000 af en ungdomsårgang, som er særligt udfordret i forhold til uddannelse og beskæftigelse, får et liv som en gennemsnitlig ung. Det kan der være mange veje til.
Lad mig give et eksempel fra min egen hverdag. Som bestyrelsesmedlem i Mind Your Own Business har jeg selv i flere omgange været mentor for unge drenge fra et udsat boligområde. Min opgave var at hjælpe dem med at etablere en mikrovirksomhed. Kort fortalt sker der det, at drengene bliver motiveret af at være i kontakt med en arbejdsplads fra den virkelige verden, som møder dem med anerkendelse og tør stille krav. Så begynder de lige så stille at forstå, hvorfor de ind imellem skal anstrenge sig for at få noget til at lykkes. De begynder at få bedre karakterer i skolen og får lyst til at tage et fritidsjob og en uddannelse.
Virker det så på den lange bane i de udsatte boligområder? Ja, det gør det. Det samme kan man sige om de boligsociale helhedsplaner, som drives af de almene boligselskaber og bl.a. samarbejder med det lokale erhvervsliv om at få unge fra udsatte boligområder til at blive en del af samfundet.
Finansieringen skal gentænkes
Måske har regeringens embedsmænd været trætte, da de nåede til spørgsmålet om finansieringen. Det skal nok passe, at det nemt kan koste 12 mia. kroner at gennemføre de mange ændringer, der lægges op til. Men jeg undrer mig over, hvorfor regningen alene skal betales af beboerne i de godt 550.000 almene boliger i Danmark?
Forslaget går på at hive de 12 mia. kroner ud af Landsbyggefonden. Det er en fond, som består af indbetalinger fra beboerne i de almene boliger. Pengene er øremærket renovering af boligerne, som på den måde skal ’fremme det almene byggeris selvfinansiering’, som der står i Almenboligloven.
Og så er vi tilbage ved kernen: Parallelsamfundene er et samfundsproblem, der skal løses af samfundet. Uanset hvilken type bolig man bor i. Det er helt urimeligt at skubbe regningen over på de almindelige mennesker, der tilfældigvis bor i en almen bolig.
En kedelig bivirkning vil i øvrigt være, at de øvrige almene boliger, der ligger uden for de udsatte områder, risikerer at forfalde. For mange af de renoveringer, der er planlagt, og som beboerne har sparet op til i Landsbyggefonden, kan blive udskudt på ubestemt tid. Det går ud over alle de almene boliger i hele Danmark, som ikke indgår i regeringens forslag. Et forslag der trods alt kun gælder fire procent af de almene boliger i Danmark.
I stedet for at bekæmpe hinanden vil jeg opfordre til et bredt politisk samarbejde i Folketinget og lade forslaget om parallelsamfund indgå i den boligaftale, der skal forhandles på plads her i foråret. På den måde kan der nås en langsigtet løsning med bred enighed. Det skylder vi hinanden, de almene boliger og hele det danske samfund.
Tænk byudvikling frem for ekspropriering og tvangsflytning
Regeringen lægger op til, at op mod 40 procent af boligerne skal fjernes i de mest udsatte områder. På papiret, kan man få det indtryk, at der blot skal eksproprieres og nedrives inden for bebyggelsen, hvis det enkelte almene boligselskab ikke selv kan løse opgaven.
Her savner jeg en helhedsbetragtning, der involverer de omkringliggende bysamfund. Moderne byplanlægning går netop ud på at blande boligtyperne, fordi det skaber velfungerende byområder. I den forbindelse har nogle medier og kommentarer talt om decideret tvangsflytning af flere tusinde mennesker fra deres hjem. Her vil jeg anbefale, at man går sammen med kommunerne og beboerne og finder frivillige løsninger, som det er fx er sket i Gellerup ved Aarhus. Vi skal finde langsigtede og holdbare løsninger frem for at grave nye grøfter.
Tal de almene boliger op i stedet for ned
Endelig vil jeg appellere til, at vi taler pænt om de borgere, vi ønsker skal være en del af samfundet. Det samme gælder de udsatte boligområder. Der er næppe mange, der har lyst til at flytte ind i en ”ghetto” eller et ”parallelsamfund”, lige som beboerne i de udsatte boligområder ikke bryder sig om at blive omtalt i negative eller stigmatiserende vendinger.
Det er simpelthen mere effektfuldt at invitere og inkludere frem for det modsatte. I den forbindelse er forslaget om at øge straffen i de udsatte områder endnu en måde at stigmatisere hele boligområder på. Hertil kommer, at der er tvivl om, hvorvidt øgede straffe hjælper, når det gælder udsatte unge. For det er jo dem, der vil blive ramt og få endnu sværere ved at blive en del af samfundet, hvis forslaget gennemføres. Som sagt, det er nødvendigt at sætte ind, men lad os få proportionerne på plads.
Ca. 1 million mennesker bor i en af Danmarks ca. 550.000 almene boliger. De udsatte boligområder i regeringens forslag til bekæmpelse af parallelsamfund udgør ca. fire procent af disse boliger.