Fællesskab, relationer og gode naboskaber har betydning for vores livskvalitet. Og netop det finder mange i bofællesskaber. Undersøgelser viser fx, at seniorer oplever mindre ensomhed og højere livskvalitet, når de bor i et bofællesskab. Desværre er der slet ikke seniorbofællesskaber nok til alle dem, der gerne vil bo i dem. Det gør en initiativgruppe nu noget ved i Vordingborg.
Et alment seniorbofællesskab og et alment familiebofællesskab ved Masnedsund Havn i Vordingborg med foreløbig ca. 40 boliger er i øjeblikket ved at udvikle sig. Kommunalbestyrelsen har sagt ja til, at det almene boligselskab Boligselskabet Domea Vordingborg og den almene bygge- og boligadministration Domea.dk, der er kommet med ideen, går videre med projektet. Foreningen Realdania bidrager også til projektet og har særligt fokus på udviklingen af seniorbofællesskabet og naboskabet med familiefællesskabet.
- Det er et rigtigt interessant projekt, og nu skal vi i gang med første fase, hvor vi skal have afdækket, om der er interesse for boligformerne. Hvis det bliver besluttet at gennemføre det, så vil de to bofællesskaber være med til at sikre, at vi i kommunen har forskellige og spændende boligtilbud til alle aldre. Dermed imødekommes efterspørgslen på boliger i seniorbofællesskaber – og så kan vi potentielt fastholde og tiltrække børnefamilier, fx dem der gerne vil ud af København, siger borgmester i Vordingborg Kommune Mikael Smed (S).
Der inviteres til borgermøde den 4. november i DGI Huset i Vordingborg, hvor alle interesserede kan høre mere om projektet.
Ressourcestærke – og hjælpsomme – beboere
Hos Boligselskabet Domea Vordingborg er formand Poul Rasmussen glad for, at projektet nu er nået så langt. Han bor selv i Kirsebærplantagen i Vordingborg, godt fem kilometer fra Masnedsund Havn.