Serviceorienteret kunderådgiver med højt drive
Er du energisk, struktureret og løsningsorienteret? Har du erfaring med kundeservice? Trives du med digitale værktøjer? Og motiveres du af at hjælpe kunderne? Så har vi jobbet til dig, da vi udvider teamet med en kollega
Stillingen er 37 timer ugentligt inkl. frokost og ligger i tidsrummet mandag til fredag fra kl. 08.00-16.00.
Du bliver en del af Kundeservice med fysisk placering i Høje-Taastrup. Jobbet er for dig, som nemt lærer at navigere i flere it-systemer og kan lide at tage ansvar for både dine egne opgaver og afdelingens samlede mål. Det er en afdeling, hvor der sker mange forandringer og fornyelser, så det skal du kunne lide og også gerne selv bidrage til fornyelse og forbedringer.
Om jobbet
Vi søger en proaktiv og arbejdsom kunderådgiver, som sammen med resten af afdelingen tager ansvar for de administrative opgaver forbundet med udlejning af boliger, fx lejekontrakter, opsigelser lejetilbud m.m. Vi servicerer primært vores kunder på telefon og mail og styrer vores Service Levels via et sagsstyringssystem. Vi arbejder digitalt i flere systemer samtidig, hvor struktur og detaljer er meget vigtige.
Kundeservice i Domea.dk er en dynamisk afdeling, hvor alle medarbejdere arbejder som et team og opgaverne deles. Vi er i rivende udvikling, tingene går stærkt og forandringer er der mange af, men vi brænder for det vi laver. Vi giver helt almindelige folk et hjem at bo i, og det betyder rigtig meget for mange mennesker.
I afdelingen stiler vi mod en kundeorienteret high performance-kultur, hvor alle giver et ekstra nap med, når det er nødvendigt, og hvor vi kan være rollemodeller i virksomheden for den gode service. Derfor ønsker vi en kollega, som smiler gennem telefonen, og er motiveret af at hjælpe vores kunder med alle tænkelige spørgsmål og problemstillinger.
Om dig
Af dig som vores nye kollega, forventer vi at du:
- Har erfaring med kundeservice - skriftligt såvel som telefonisk
- Har gode it-kundskaber og nemt tilegner dig brugen af nye systemer. Vi har mange forskellige systemer, som man skal jonglere imellem alt efter opgaven
- Du skal have flair for tal, da opgaven også vil bestå af let bogføring, kontering og udregning af flytteopgørelser
- Taler og forstår engelsk, da vi har mange nationaliteter som lejere
- Er nysgerrig og løsningsorienteret, og ser muligheder fremfor begrænsninger.
Kendskab til boligudlejning og boligadministrationssystemer vil være en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder
På landsplan er vi ca. 600 medarbejdere, der har glæde af en uhøjtidelig omgangsform og gode arbejdsforhold. I Kundeservice får du 22 engagerede og dygtige kolleger fordelt på 2 lokationer, henholdsvis Vejle og Høje-Taastrup.
Vi tilbyder gode udviklingsmuligheder og arbejder målrettet med udvikling af alle medarbejderes kompetencer. Vi har flextidsordning og arbejdstiden er inkl. frokost. Vi har selvfølgelig også frugtordning og god kaffe. Vores personaleforening laver diverse arrangementer og vil altid gerne have nye medlemmer. Vi har diverse rabatordninger for vores medarbejdere blandt andet også med fitnesscentre, fordi vi tror på, at sunde medarbejdere trives bedst.
Vi tror på, at spændende opgaver, selvstændighed og fleksibilitet i jobbet giver tilfredse medarbejdere og gode resultater. Der tilknyttes en god pensionsordning, og du bliver omfattet af sundheds- og behandlingsforsikring. Efter oplæring tilbydes mulighed for hjemmearbejde op til 2 dage ugentligt.
Sidst men ikke mindst har vi i vores strategi skrevet, at vi vil være en bæredygtig virksomhed, og den rejse kan du som ny medarbejder være med på.
Kontakt og ansøgning
Vil du høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte teamleder Stefania Luminari på 76 64 64 77.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning vedlagt CV, og beder dig venligst sende din ansøgning via linket nederst på siden. Ansøgningsfristen er den 29. november 2025. Vi holder samtaler løbende.
Opstart vil blive efter aftale.
Domea.dk er en af Danmarks førende udbydere af administration og rådgivning, herunder byggeri og byudvikling, til den almene branche. Vores kunder er almene boligorganisationer, boligadministrationer og kommuner, der tilsammen ejer ca. 95.000 boliger over hele landet.
Vores mission er ’Sammen gør vi Danmark til et bedre og billigere sted at bo’. Det opnår vi ved at forny det almene fællesskab, fokusere på bæredygtighed og realisere kundernes individuelle mål, visioner og drømme. Samtidig vil vi gerne forene vores medarbejderes drømme om det gode arbejdsliv med vores mål og ambitioner.