Driftsleder med stærke byggetekniske kompetencer
Brænder du for ledelse og ejendomsdrift, og lægger du vægt på god service og medarbejdertrivsel? Så er du lige den driftsleder, vi søger til Sydfyns Almene Boliger.
Vi søger en driftsleder med ledelseserfaring og byggeteknisk indsigt, der kan varetage den daglige drift og vedligeholdelse af bygninger og grønne områder, samt ledelse af 7 driftsmedarbejdere. Du bliver en del af et driftslederteam på 7, hvor vi hver især har ansvar for vores eget team og afdelinger med tilhørende opgaver, og det samtidig vægtes højt at samarbejde og hjælpe hinanden på tværs. Vi drives og får glæde af at give vores beboere og bestyrelser god service, og det har derfor høj prioritet for os at pleje den gode relation til dem.
Dine opgaver – at drifte og udøve god ledelse
I det daglige er din vigtigste rolle at sørge for, at dit team trives samtidig med at vi sammen får løst opgaverne til tiden. Du får en bred kontaktflade til både beboere, bestyrelser, kollegaer og eksterne samarbejdspartnere, hvorfor det er vigtigt, at det falder dig naturligt at tale med alle typer mennesker.
Dine opgaver omfatter:
- Daglig koordinering af og sparring omkring arbejdsopgaver for dine medarbejdere - samt at motivere og udvikle dem
- Økonomi- og budgetopfølgning, samt løbende følge op på og udvikle vores drift- og vedligeholdelsesplaner
- Lave bygningsgennemgang (markvandring) og styre de mange opgaver, der opstår herefter
- Være ansvarlig for mindre renoveringsopgaver i boligerne, samt lave god overdragelse fra byggeprocessens afslutning til tingene er i drift
- Afholde/deltage i afdelingsmøder, samt regnskabs- og budgetmøder.
Gode vilkår og fagligt stærke kollegaer
Vi arbejder målrettet med udvikling af vores medarbejdere gennem løbende dialog om kompetencer og udviklingsønsker, da vi tror på, at dette er med til at skabe trivsel. Derudover tager vi løbende de problemer der måtte opstå, så vi bevarer god stemning og højt humør – for det skal være sjovt at gå på arbejde. Desuden tilbyder vi:
- En god lønpakke og pension, samt god sundheds- og behandlingsforsikring
- Et stærkt lederteam at kunne sparre med
- Et alsidigt job med stor indflydelse, hvor du får bragt den brede ledelsespalette i spil
- En arbejdsplads der arbejder med - og har fokus på - at udfordre og udvikle de vante måder at drifte.
Leder der er dygtig til drift, administration og byggeri
For at du kan få succes i stillingen, er det vigtigt at du har fokus på nærværende ledelse kombineret med en stor lyst til en driftsopgave omkring noget af det mest vigtige for folk – deres hjem. Derudover forestiller vi os, at du:
- Har erfaring med drift, og meget gerne byggeri. Det er ok at være nyuddannet indenfor byggeri.
- Har mod på opgaver som optimering af drifts- og vedligeholdelsesplaner, samt økonomistyring.
- Har ledelseserfaring og forstår vigtigheden af at kunne lede alle typer medarbejdere
- Er stærk administrativt, og har et godt kendskab til IT og digitalisering
- Trives med at have en stor kontaktflade, og at du sætter en ære i, at dit team leverer god service
- Det er et krav til stillingen, at du kan stille egen bil til rådighed, samt har gyldigt kørekort. Du får selvfølgelig kørselsgodtgørelse for dine arbejdsmæssige kørsler.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Send os gerne dit CV snarest muligt – dog senest den 13. november 2024. Skriv gerne et par linjer i dit CV om din motivation for at søge jobbet. Vi afholder samtaler løbende.
Mellem 1. og 2. samtale vil der være personlighedsprofil samt feedbacksamtale online.
Vil du høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte kundechef Martin Skytte på tlf. 2966 8187
Sydfyns Almene Boliger er en fusion mellem 4 almene boligselskaber, med tilsammen ca. 4.800 boliger spredt i det Sydfynske område. Fusionen træder i kraft 1. jan. 2025, hvor Svendborg Andels-Boligforening er det fortsættende selskab. Sydfyns Almene Boliger bliver en selvstændig almen boligorganisation med egen bestyrelse og ca. 65 medarbejdere i både drift og administration. Der bliver fokus på, at boligerne og de tilhørende boligområder drives professionelt.