Opdateret september 2025
Boligorganisationerne er de dataansvarlige – Domea.dk er databehandler
Hver boligorganisation er dataansvarlig for de oplysninger, der behandles om beboere og personer på venteliste. Domea.dk er databehandler og behandler oplysninger på vegne af boligorganisationerne i henhold til de indgåede databehandleraftaler. Domea.dk behandler altid dine personoplysninger lovligt og i overensstemmelse med disse aftaler.
Du kan altid kontakte både Domea.dk og din boligorganisation, hvis du har spørgsmål til behandlingen af dine personoplysninger.
Formål med behandlingen
Når du skriver dig op til en bolig, registrerer vi oplysninger om dig, fordi det er nødvendigt for, at vi kan kontakte dig med et boligtilbud. Det er også nødvendigt for at vurdere dit behov, så du kan få tildelt den rette type bolig, og for at administrere betaling af ventelistegebyr.
Hvis du modtager et boligtilbud, kan vi i visse tilfælde bede om yderligere oplysninger, som dokumenterer, at du opfylder de krav, der kan være knyttet til boligen. Det kan eksempelvis være dokumentation for studieaktivitet i forbindelse med ungdomsboliger eller andre særlige kriterier.
Personoplysninger og behandlingsgrundlag
Hvis du giver samtykke, kan vi behandle dit personnummer. Personnummeret anvendes til identifikation, til overførsel via NemKonto og til digital signatur af lejekontrakter. Retsgrundlaget er databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 2.
Når du skriver dig op til ventelisten, behandler vi oplysninger som navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse samt oplysninger om husstandens størrelse og sammensætning, herunder antal hjemmeboende børn. Vi registrerer også oplysninger om betaling af ventelistegebyr. I visse tilfælde kan vi behandle andre oplysninger i forbindelse med såkaldt fleksibel udlejning. Retsgrundlaget er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, da behandlingen er nødvendig for at overholde aftalen om opskrivning til ventelisten.
I almene seniorbofællesskaber kan beboerdemokratiet eller andre repræsentanter for boligafdelingen efter almenboliglovens regler selv administrere ventelister og tildele boliger efter fastsatte kriterier. Derfor foregår tildelingen af boliger på en anden måde her.
Når du modtager et boligtilbud, kan vi anmode om yderligere dokumentation, fx ved fleksible kriterier eller ungdomsboliger. Retsgrundlaget er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, idet behandlingen er nødvendig for at kunne indgå en eventuel lejeaftale, samt artikel 6, stk. 1, litra c, idet behandlingen kan være nødvendig for at overholde retlige forpligtelser efter almenboligloven.
Andre modtagere af dine oplysninger
Som databehandler kan Domea.dk overlade behandlingen af dine oplysninger til eksterne leverandører (underdatabehandlere). Vi har indgået databehandleraftaler med disse leverandører, som sikrer, at de overholder alle gældende regler om databeskyttelse i EU. I visse tilfælde kan Domea.dk også udlevere dine oplysninger til offentlige myndigheder, fx kommuner eller politiet, hvis de anmoder om det.
Hvis en underdatabehandler er etableret uden for EU/EØS (tredjelande), sker overførslen af dine oplysninger enten på baggrund af EU’s standardkontraktbestemmelser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 46, stk. 2, litra c, eller – i visse tilfælde – EU-Kommissionens tilstrækkelighedsafgørelse, jf. artikel 45, stk. 1. Dine oplysninger er dermed beskyttet i overensstemmelse med både databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen.
Sletning
Vi sletter eller anonymiserer dine oplysninger, når de ikke længere er nødvendige for at administrere ventelisten, eller hvis du benytter din ret til at blive glemt og meddeler os, at du ikke længere ønsker at stå på ventelisten. Hvis du trækker dit samtykke tilbage, sletter vi dit personnummer.
Hvis du undlader at betale ventelistegebyr, gemmer vi dine oplysninger i op til fem år, inden de slettes eller anonymiseres. Denne periode er fastsat for at kunne genetablere din anciennitet på ventelisten, hvis der sker fejl, misforståelser, eller hvis du fortryder.
Hvis du har indsendt dokumentation i forbindelse med et boligtilbud, som du ikke får tildelt, sletter vi dokumentationen igen. Vi kan dog opbevare den i op til 90 dage for at kunne dokumentere, at tildelingen af boligen er foregået korrekt.
Når oplysninger anonymiseres, betyder det, at de ikke længere kan knyttes til dig som person. Anonymiserede data kan i visse tilfælde bevares til statistiske eller administrative formål, uden at de kan bruges til at identificere dig.
Dine rettigheder
Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder. Ønsker du at gøre brug af dine rettigheder, bedes du kontakte os.
Retten til at trække dit samtykke tilbage
Du har til enhver tid ret til at trække dit samtykke tilbage. Hvis du vælger at trække dit samtykke tilbage, påvirker det ikke lovligheden af vores behandling af dine personoplysninger på baggrund af dit tidligere meddelte samtykke og op til tidspunktet for tilbagetrækningen. Hvis du tilbagetrækker dit samtykke, har det derfor først virkning fra dette tidspunkt.
Retten til indsigt
Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger.
Ret til berigtigelse
Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig rettet.
Ret til sletning
I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for den almindelige generelle sletning indtræffer.
Ret til begrænsning af behandling
Du har visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser.
Ret til indsigelse
Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores ellers lovlige behandling af dine personoplysninger.
Ret til at transmittere oplysninger (dataportabilitet)
Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring.
Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.
Klage til Datatilsynet
Du har ret til at klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med vores behandling af dine personoplysninger. Du finder Datatilsynets hjemmeside her.
Kontaktoplysninger
Domea.dk
Oldenburg Allé 3
2630 Taastrup
76 64 64 64
kundeservice@domea.dk
Hjælp og kontakt