Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

I Gadehavekvarteret har man – som en del af den boligsociale indsats i området – etableret en Fritidsjobrådgivning. Her kan drenge mellem 15 og 18 år få hjælp til at skrive et cv og en jobansøgning, de kan få tips om ledige fritidsjob og øve sig på at gå til jobsamtale. Fritidsjobrådgivningen er finansieret af Helhedsplanen for området og støttes af Landsbyggefonden og Høje-Taastrup Kommune.

En af de unge, der har benyttet sig af muligheden, er den 17-årige Sergen Tavaslioglu. Han bor med sine forældre og den ene af sine to brødre i Gadevang. Her har han boet hele sit liv. Da han hørte om muligheden for at få hjælp til at finde et job, greb han chancen og mødte op i rådgivningen. Og den beslutning blev første skridt på vejen til et job.

- Ham får du ingen problemer med, han er en god fyr, siger Domea.dk’s Jens Peter Mortensen, der er teknisk servicemedarbejder, da jeg fortæller, at jeg har lavet en interviewaftale med Sergen, som i en periode har fungeret som medhjælper i Domea.dk.

Det har han ret i. Sergen er klar på klokkeslættet, da vi skal mødes foran hans opgang. Corona har gjort det muligt at mødes midt i skoletiden. Han går i 1. G på Høje-Taastrup Gymnasium. Men han kan selv planlægge dagen, så han er med på at gå en tur i lokalområdet, mens vi taler.

- Jeg tog over i Gadehavegård for at få hjælp med at skrive et cv. Og så sagde Cathrine, som er tilknyttet Fritidsjobrådgivningen og Lommepengeprojektet, at hun måske havde et job, der kunne være noget for mig, fortæller Sergen, mens han viser rundt i sit nabolag.

Det førte til en jobsamtale i Domea.dk’s Landscenter i Høje-Taastrup hos Jens Peter Mortensen. Og til et job.

Hjælp til selv at klare sig

- At vi gik i gang med det her projekt, udspringer egentlig af Domea.dk’s direktør, Thomas Holluf Nielsens, engagement i Mind Your Own Business (MYOB), der hjælper unge i udsatte boligområder med at finde sig et fritidsjob og opnå et kendskab til, hvad det kræver at begå sig på arbejdsmarkedet, fortæller Jens Peter Mortensen.

- Det er nogle gode drenge, men flere af dem kunne samtidig godt være på kanten til at blive nogle rødder. Og det er jo dét, vi gerne vil hjælpe dem med ikke at blive. Vi viser dem en anden vej og forsøger at give dem en idé om, hvad der kræves af dem i et job, siger Jens Peter Mortensen.

For at lære de unge mest muligt og ruste dem til, hvad de møder i fremtiden, når de søger job, sørger Jens Peter for et forløb, der ligner det, man møder i alle andre sammenhænge på arbejdsmarkedet.

- Vi tager dem ind til en samtale og stiller de spørgsmål, man gør i den situation. Det handler om at give dem erfaringer og lade dem mærke, hvad det vil sige at være nervøs og spændt, inden man møder til et jobinterview. Det er vigtigt at ruste dem til, hvad der venter på arbejdsmarkedet, siger han.

Det var Sergen også igennem. Og i de seneste 18 måneder har han hjulpet med at fylde papir i kopimaskiner, montere computere, skærme og lys på skriveborde, når der skal etableres nye arbejdspladser, og i det hele taget hjælpe til med praktiske opgaver i Landscenteret.

- Jeg har været meget glad for det arbejde. Jeg har lært meget af Jens Peter, som er god til at forklare og fortælle om, hvordan det hele hænger sammen. Jeg er god til at passe mine ting nu og passer mine vagter i REMA 1000 og Domea.dk – altså når der ikke er corona, siger Sergen.

I alt har der indtil nu været fem drenge ansat hos Jens Peter. Det, han gør, mens de er i Domea.dk, er at indføre drengene i alt det, man ikke lærer i skolen.

- Jeg lærer dem, at man ikke kan gå rundt og kigge ned i gulvet med høretelefoner på. At man skal hilse på kollegerne og møde til tiden og svare høfligt. Og når man begynder at gøre det, så oplever man også at blive en del af fællesskabet – og man får en masse gode kollegaer, siger han.

Mere landsby end ghetto

I sommer begyndte Sergen i gymnasiet i Høje-Taastrup. Det har ikke været den start, han håbede. Men han hænger stadig i og passer sine ting. Han og hans familie bor i ejerlejlighed, men ved godt, hvad man siger om området, hvor han bor. At det er en ghetto og et belastet område – de ord, man nu bruger om områder med mange lejligheder, lav gennemsnitsindkomst og stor koncentration af beboere uden for arbejdsmarkedet.

- Men det er slet ikke sådan, det er at bo her, siger han.

På turen rundt i området kommer vi forbi Sergens gamle folkeskole og der, hvor han nu går i gymnasiet. Det er også her, at han går til fodbold i Høje-Taastrup Idrætsforening og her, han har sine venner. Alt ligger inden for en radius af 1,5 kilometer. Det er her fra, hans verden går. Og han elsker, at det hele er tæt på.

- Det er ligesom en landsby, siger han og afslører, at han nærmest aldrig kommer ud af kvarteret.

Vi snakker uddannelse, fremtid og arbejde, mens vi går op mod Høje-Taastrup Station. Sergen fortæller, at han vil være skolelærer. Han kan lide at være sammen med børn, og uddannelsen er ikke så lang, som hvis man går på universitetet. Det er dog stadig en fjern fremtid. Lige her og nu er der mere nærliggende mål, der skal opfyldes.

Derfor har han allerede omsat erfaringerne fra Domea.dk til konkret handling. For én dag om ugen i Domea.dk giver ikke nok lommepenge, hvis man er 17 år og gerne vil spare sammen til et kørekort. Så han har også fået arbejde i REMA 1000.

- Jeg ville gerne tjene lidt flere penge, og jeg kender allerede mange, der arbejder der. Så Jens Peter hjalp mig med at skrive en ansøgning, og så fik jeg arbejde her, siger han og peger på butikken, vi står foran.

Nu har han vagter i supermarkedet hver anden weekend samt en fast dag om ugen. Plus lidt mere, for han siger ikke nej til ekstra arbejde.

At Sergen selv tager affære og rykker videre fra sit første job, er formålet med at ansætte drengene i Domea.dk.

- Det er det, der er meningen. Vi forbereder dem til at komme videre og hjælper, hvor vi kan. Jeg har en stor kontaktflade til de lokale supermarkeder, og så hjælper jeg drengene med at skrive en ansøgning, og de får en anbefaling med fra mig, siger Jens Peter Mortensen.

Virker begge veje

Arbejdet med de unge er ikke kun værdifuldt for dem – de giver også virksomheden noget vigtigt.

- Jeg er af den opfattelse, at det – for os, der arbejder med almene boliger – har en kæmpe værdi at møde de mennesker, der bor i de boliger, vi bygger, renoverer og administrerer. For mig personligt får jeg meget ud af at se de her drenge flytte sig og gøre fremskridt. Især, når de selv siger, at de kan mærke, at de har flyttet sig. Det giver en stor glæde på det personlige plan. Det kan også være frustrerende til tider, men alt i alt er det meget givende, siger Jens Peter Mortensen.

Og Sergen har Jens Peter fuld tiltro til nok skal finde sin vej gennem uddannelse og arbejde. 

- Han er blevet en mere selvsikker fyr, efter han fik sit job her. Han tror mere på sig selv nu, og han tror på, at det kan betale sig at tage en uddannelse. Jeg er sikker på, han går fra Domea.dk med et godt rygstød, siger han.

Projektet med drengene fra Gadehavekvarteret fortsætter. Når Sergen skal videre, ansættes der en ny medhjælper.