Biodiversitet i Vordingborg
Netop den vigtige inddragelse bliver nu en del af udviklingen af en ny afdeling under Boligselskabet Sydsjælland, som skal ligge ved Masnedsund Jollehavn – et af de projekter, der har fået støtte.
Opførelsen af de 58 nye boliger er i forvejen en del af projektet 4 til 1 Planet, som arbejder for at nedbringe klimaaftrykket fra boligbyggeri. Den rådgivning, som projektet modtager herfra, kan med støtten fra Landsbyggefonden nu i højere grad betyde, at man kan føre de tiltag ud i livet, som man kommer frem til i 4 til 1-regi for at reducere CO2-udledningen.
Derudover betyder fondsstøtten, at man kan fokusere endnu mere på biodiversitet omkring byggeriet.
- Vi vil sikre, at biodiversiteten i området bliver så høj som mulig og fx også lave bosted for de frøer, der bor i naboområderne. Og så vil vi bestræbe os på at bygge nogle boliger, som arkitektonisk er i kontakt med det område, de ligger i, så vi sikrer, at bebyggelsen bliver en del af naturen i stedet for at tage fra naturen, forklarer Mette Mogensen.
Fra Boligselskabet Sydsjælland fortæller bestyrelsesformand Poul Rasmussen, at det betyder rigtigt meget at have fået yderligere støtte til at løfte bæredygtige initiativer i projektet.
- Som boligselskab har vi også et ansvar for at bidrage til bæredygtigheden og skrue ned for belastningen af vores klode, når vi bygger. Grunden ved Masnedsund Jollehavn ligger naturskønt og kystnært, og det ligger lige til højrebenet, at vi skal tale ind i den natur, vi er omgivet af. Fondsstøtten hjælper til, at vi i endnu højere grad kan få vores ambitioner realiseret, siger Poul Rasmussen og fortæller, at han allerede mærker interessen for projektet i lokalmiljøet, selvom spaden endnu ikke er sat i jorden.
- Vi er mange, der glæder os til at se projektet skyde op af jorden. Det har været mange år undervejs, og derfor oplever vi det også som en cadeau, at Landsbyggefonden mener, vi har fat i noget, som de gerne vil støtte, siger Poul Rasmussen.
Boligerne ved Masnedsund Jollehavn ventes at være klar til indflytning i 2028.