Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

I højbedene vokser purløg, løvstikke og rabarber side om side, mens æbletræernes grene bliver tynget til jorden af plukkemodne æbler. På fællesbordene står krukker med lyserøde pelargonier, og når der skal vandes, kan beboerne tappe vand fra en af de fem opstillede regnvandstønder.

Det er tiltag, som er med til at skabe gode rammer for beboerne i boligafdeling Vestergade i Kerteminde-Munkebo Boligselskab. Initiativerne kommer fra afdelingsbestyrelsen, og dens store arbejde er blevet bemærket, for i 2017 modtog afdelingen Domea.dk Prisen og 20.000 kroner for dens arbejde.

– Det er et kæmpe skulderklap, og prisen viser, at vores arbejde har været det hele værd på trods af de udfordringer, der har været, siger forkvinden Hanne Dorethe Pannerup.

Hun er tidligere skolelærer, og for hende var det naturligt at engagere sig i beboerdemokratiet, da hun flyttede ind for fem år siden.

– Jeg kan ikke lade være med at tage ansvar, når der er brug for en hånd, og jeg kan godt lide at give værdi til det sted, jeg bor, siger Hanne, der fra et tidligere arbejde har stor erfaring med bestyrelsesarbejde.

Pudsede facader og budgetter

Der er nok at tage fat på for bestyrelsen, der også tæller Henning Mortensen og Ulla Eithz. Boligafdelingen i Vestergade er 15 år, og det begynder at kunne ses. Snart går håndværkerne i gang med at give facaderne en tur.

– Som afdelingsbestyrelse har vi stor indflydelse på, hvad der skal ske. Hvis vi synes, at et bestemt område skal prioriteres, bliver der lyttet til os, påpeger formanden.

Hanne Dorethe Pannerup taler om pudsede facader og budgetter, som havde hun en fortid i byggebranchen og ikke i folkeskolen.

– Sådan noget vidste jeg intet om før, men jo mere viden man får, desto sjovere bliver arbejdet, og det er nemmere at få overblik over opgaverne, siger hun.

En anden opgave, som bestyrelsen har brugt tid på, er, at få nedbragt udgifterne til den fælles el. 10.000 kroner har boligafdelingen sparet ved at lade centralventilationen køre i moduler i stedet for konstant.

– Der var dog nogle, der oplevede, at røgalarmen gik i gang, fordi de stegte frikadeller ved middagstid, hvor ventilationen var slukket. Det havde vi ikke været opmærksomme på, så vi fik det ændret til, at der også er ventilation ved middagstid, fortæller Hanne Dorethe Pannerup.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sommerfest og irish coffee

Afdelingen Vestergade består af 22 boliger, og de fleste af beboerne er på den anden side af 60 år. Da mange bor alene, spiller det sociale en stor rolle i bestyrelsens arbejde.

– Beboerne er rigtig gode til at bakke op om vores arrangementer. Det er dejligt, at vi har noget sammen, siger forkvinden.

Arrangementerne er fx fælles havearbejde efterfulgt af kaffe og brunsviger. Blandt årets store arrangementer er høstfesten og julefrokosten, og i 2017 var der som noget nyt et arrangement sankthansaften med bål og irish coffee ad libitum.

Men bestyrelsesarbejdet rækker ud over festerne. Lige nu er bestyrelsen ved at lave en velkomstbrochure til nye beboere, og forkvinden drømmer også om at få en mere digitaliseret kommunikation. Derudover er der planer om at sammenlægge de fire afdelinger i Kerteminde-Munkebo Boligselskab.

– Når man engagerer sig, griber det om sig. Bestyrelsesarbejdet taget tid, men jeg kan godt lide, at tingene er i orden, og så vil jeg godt bruge den tid, det kræver, siger Hanne Dorethe Pannerup.

Artiklen blev bragt i Domea.dk Magasinet fra november 2017.