Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

Advokatfirmaet Poul Schmith og Domea.dk indgik sidste år et strategisk samarbejde. Sammen havde parterne sat sig for at forene kompetencerne og levere specialiseret juridisk ekspertise, indgående branchekendskab og stærke digitale værktøjer i en One Stop-løsning til de almene boligorganisationer. Det har mange kunder siden nydt godt af.

Samarbejdet er nu udvidet til også at inkludere fælles udvikling. Og første skud på stammen har handlet om at skabe nye funktioner i 'legal-tech'-systemet Docufy, som blandt andet kan håndtere ansættelseskontrakter. Systemet erstatter en manuel proces, hvor ansatte i Domea.dk’s juridiske afdeling tidligere skulle udfylde ansættelseskontrakter og bilag og samtidig krydstjekke med skiftende overenskomster, lovgivning og individuelle aftaler om personalegoder mv. En 'papirjungle', hvor der erfaringsmæssigt let kunne opstå fejl.

- Vi havde tidligere 24 standardkontrakter fordelt på fem forskellige overenskomster. Det siger sig selv, at det hurtigt kan blive en administrativ udfordring. Men det kan Docufy ensrette og sikre, at der er styr på. Systemet opdateres med reglerne for løntrin, pension og øvrige vilkår – og med en autogenereret kontrakt minimerer vi risikoen for fejl, fortæller Camilla Sverdlin-Højer, der er juridisk chef i Domea.dk.

Løsningen i Docufy kræver alene, at man taster personoplysninger og krydser relevante felter af. Derfra kobler systemet selv til overenskomster, pensionsaftaler, frokostordning og hvad man ellers kan forestille sig. Det kommer der i sidste ende en færdig ansættelseskontrakt ud af. Og det er markant enklere end den nuværende manuelle arbejdsgang.

I Domea.dk er systemet allerede delvist implementeret. Og foruden de oplagte gevinster betyder det, at flere kræfter nu kan bruges på opgaver, der retter sig mod at hjælpe kunderne med andre juridiske spørgsmål. Og det er der, den helt store gevinst er at finde, hvis man spørger den juridiske chef.

- Det handler jo om at frigøre ressourcer til andre ting, så vi ikke skal bruge tiden på den form for 'rugbrødsarbejde'. Det er en smart løsning, der frigør kapacitet, så vi kan rådgive og løse andre og vigtigere opgaver for kunderne. Det vil vi meget hellere, siger Camilla Sverdlin-Højer.

Udløber af godt samarbejde

Udviklingen af de nye funktioner i Docufy er sket i tæt samarbejde mellem Poul Schmith og Domea.dk.

- Det, vi hører kunderne sige, er, at den gode kundeoplevelse blandt andet handler om 'den sømløse løsning', hvor der ikke er for mange led i sagsbehandlingen. Det er ud fra den devise samt ønsket om at udvikle nye fælles løsninger, at Poul Schmiths ejendomsteam i samarbejde med Domea.dk har udviklet Docufy-produktet til Domea.dk og deres kunder, siger Henrik Meden, som er advokat og director hos Poul Schmith med speciale i fast ejendom – særligt almene boliger.

Partnerskabet med Poul Schmith er en konkret udløber af Domea.dk’s forretningsstrategi – en strategi, som indebærer et mere rendyrket kundefokus med en bred vifte af fleksible produkter og ydelser inden for rådgivning, byggeri og administration af almene boliger.