Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

Boligafdelingen Magnavej i Rantzausminde lidt uden for Svendborg står foran en større renovering i forbindelse med en helhedsplan, og for Boligselskabet Sydfyn er det vigtigt, at der i den sammenhæng tænkes både langsigtet og grønt.

Derfor bliver der også kigget på de otte gamle naturgasfyr, som står i kælderen og har stået der i 30 år. For de trænger i den grad til en udskiftning.

- Det kan godt være, at det nu og her er billigere bare at skifte de gamle gasfyr ud med nye. Men vi vil ikke kaste penge efter fyr på fossile brændstoffer, som er på vej til at blive udfaset. Det er der ingen fremtid i. Og det er i øvrigt heller ikke nogen særlig attraktiv løsning lige nu, hvor gaspriserne jo bare eksploderer, siger formanden i Boligselskabet Sydfyn, Morten Byder.

På Sydfyn var de derfor interesserede i at se på andre løsninger og fik i forbindelse med helhedsplanen rådgivning fra SustainSolutions, der er specialiseret i at klimaoptimere ejendomme, og som lavede en såkaldt grøn screening. Den viste, at afdelingen kunne spare hele 40 tons CO2 om året ved at skifte fra gasfyr til varmepumpe.

Og ikke nok med det ville det også betyde en samlet besparelse på ca. 100.000 kr. om året på varmeregningen for beboerne.

Brug af industripumpe til boliger

Traditionelt har varmepumper leveret varme til én eller måske en mindre række boliger, men på Magnavej ville individuelle varmepumper give udfordringer både for de eksisterende varmeinstallationer og for støjniveauet, da boligerne ligger tæt i afdelingen.

Så boligselskabet bad SustainSolutions kigge på alternativer, og her dukkede ideen op om at bruge en anden type varmepumpe, som ellers normalt kun anvendes i industrien. Og det viste sig, at man på den måde ville kunne få hele boligafdelingens varmebehov dækket med kun én varmepumpe.

Sådan en varmepumpe er dog en betydelig investering, men her valgte Boligselskabet Sydfyn at trække på dispositionsfonden, så de kunne støtte afdelingens grønne omstilling, uden det skulle ende med huslejer på himmelflugt.

Og for formanden var det det helt rigtige at gøre i det her tilfælde. For dette er et af de konkrete bæredygtige tiltag, som varmer ekstra godt – og her tænker han ikke kun på temperaturen:

- Vi har et meget grønt udsyn, hvis man kan sige det sådan, og det betyder meget for os at bidrage til den grønne omstilling. Men det luner da altid lidt ekstra, når vi ikke alene reducerer vores CO2-udledning betragteligt, men samtidig også sikrer vores beboere en pæn besparelse på varmeregningen, siger Morten Byder.

Indstillet til Bæredygtighedsprisen

Der er flere og flere, der begynder at udskifte de gammelt gasfyr med varmepumper. Men at bruge én stor varmepumpe, der kan levere varme til en hel boligafdeling på 50 boliger, er i følge Anton Ahnfelt-Rønne, der er projektleder i Byggeri og byudvikling, ikke noget, han har set før.

Han mener, der må være en række andre boligafdelinger, som med fordel kunne se på lignende muligheder. Og derfor har Anton Ahnfelt-Rønne valgt at indstille projektet til Domea.dk’s bæredygtighedspris:

- Det har jeg gjort af flere årsager: Dels er det noget relativt nyt at bruge den slags varmepumper til boliger, og dels er det samtidig et dejligt konkret eksempel, som kan inspirere andre boligafdelinger, der står i samme situation. Og så er det også et godt eksempel på den brede tilgang til bæredygtighedsbegrebet, hvor vi jo arbejder med flere bundlinjer, fordi vores erfaring faktisk viser, at tingene ofte hænger sammen. Netop som her, hvor der er rigtig meget at spare både økonomiske, men virkelig også for klimaet.

Du kan også nå at indstille et projekt

I Domea.dk har vi en erklæret vision om, at vi vil være bæredygtige og udvise samfundsansvar, og rundt omkring i de lokale boligorganisationer og -afdelinger er der stadig flere og flere konkrete eksempler på gode, bæredygtige tiltag.

Det fortjener der at blive sat lys på, og det bliver der på årets Landskonference, hvor temaet er 'Bæredygtighed – fra et erklæret mål til en del af vores hverdagstænkning'.

Her vil Domea.dk uddele den nystiftede bæredygtighedspris til et af disse initiativer. Med prisen følger 40.000 kr., som skal bruges i vinderens organisation eller afdeling til  at sætte yderligere skub i arbejdet med bæredygtighed.

Du kan stadig nå at indstille et projekt eller en indsats, som har gjort en forskel for den bæredygtige udvikling i din boligafdeling eller -organisation.

Læs mere om, hvordan du indstiller til Bæredygtighedsprisen 2022, her.