Icon / ae andet arrow-down arrow-down arrow-down beboermappen Boligsøgning bytte-fremleje photograph checkmark document domea_ae dropdown_arrow Forbrug handbog husleje-forbrug hvad-almenbolig klage LinkedIn location login mail opsigelse phone Print reparationer-forbedringer search share_facebook share_linkedin share_mail share_twitter Svar på tilbud Twitter sog-bolig svar-lejetilbud websupport midtdanmark syddanmark sjaelland hovedstaden nordjylland

Det lyder som en kliché. Men som alle andre klicheer, er den blevet en kliché af en grund. Fordi der er noget om snakken:

Vi kan alle gøre en forskel.

Nemlig på bæredygtighedsdagsordenen. Mens vi har lagt os i selen for at hjælpe og understøtte vores kunder i en bæredygtig retning, kigger vi også indad. For vi kan, skal og vil også gøre noget selv i virksomheden.

- Vi øver os hele tiden på at sætte spørgsmålstegn ved de procedurer og produkter, vi har og bruger i hverdagen. Kan vi gøre dem mere grønne? Kan vi reducere ressourceforbruget? Kan vi skabe en mere bæredygtig hverdag for medarbejderne?

Mette Mogensen er by- og boligudviklingschef i Domea.dk, og hun er samtidig passioneret ansvarlig for Domea.dk’s bæredygtighedsindsats – og har en tyrkertro på, at selv de små tiltag kan gøre en forskel.

- Vi sætter alle vores ringe i vandet. Og vi vil som virksomhed gerne skabe mulighederne for, at vi alle kan træffe de bæredygtige valg. Bæredygtighed er nemlig ikke kun store forkromede Co2-reduktionsmål – det er også de hundredvis af valg, vi træffer hver eneste dag. Måske bliver de valg til vaner, og måske tager vi de nye vaner med hjem og smitter lidt af på partneren og børnene, måske naboen eller vennerne – og på den måde spredes de som ringe i vandet, siger Mette Mogensen og fortsætter:

- Vi har som samfund – og som ansvarlig virksomhed – ikke råd til at lade være med at gøre forsøget.

Bæredygtighed på tre bundlinjer

Og hvad er det så, vi gør – sådan helt konkret – internt i virksomheden?

- Vi har fx indført affaldssortering og rengøring med miljøvenlige produkter, og vi bruger genbrugspapir – bl.a. i form af papirservietter og post-its. Intet er for småt. Bogstaveligt talt. Når vi fx sorterer vores affald, er også poserne i de skraldespande, vi smider papiret ud i, fremstillet af genanvendte plastpresenninger fra danske byggepladser. Poserne er syet og produceret her i landet på socialt bæredygtige sy-værksteder. Det er et meget fint eksempel på, at vi tænker hele vejen rundt og vil, som vi har forpligtet os på i vores virksomhedsstrategi, levere på alle tre bæredygtige bundlinjer: Den miljømæssige, den sociale og den økonomiske, fortæller Mette Mogensen.

I det hele taget er vi i gang med at undersøge, om alle kontorartikler kan blive bæredygtige, næste gang vi køber ind.

På samme måde er kaffen i kaffemaskinerne økologisk, kaffegrumsen kan genbruges, og i flere af maskinerne er der havremælk, som har et væsentligt mindre miljømæssigt fodaftryk end traditionel komælk. Desuden er der ordentlige arbejdsforhold for dem, der producerer kaffen, og overskuddet går til sikring af levevilkårene lokalt.

Og så kan man som medarbejder nu købe kaffen med hjem.

- Det var det med ringene … smiler Mette Mogensen.

Engagerede medarbejdere

I det hele taget har medarbejderne en stor aktie i at gøre Domea.dk mere bæredygtig. Flere har også engageret sig i et bæredygtighedsudvalg, som skal understøtte den bæredygtige omstilling i virksomheden.

Det er der allerede vokset nye tiltag ud af. Fx introduktionen til dele-app’en WeUse, hvor medarbejdere kan dele og låne ting af hinanden. Så behøver man eksempelvis ikke gå ud og købe en køkkenmaskine, fordi man skal ælte surdejsboller to gange om året, og så står den ellers i kælderen resten af tiden – man kan i stedet låne sig frem til en.

- Bonus på den front er, at vi ikke bare slipper for, at miljøet belastes af en nyproduceret køkkenmaskine, man kan samtidig lære nye kolleger at kende, og på den måde understøtter vi en socialt bæredygtig virksomhed, siger Mette Mogensen.

Krav til leverandører

Også når det gælder samarbejdet med vores leverandører, har vi fokus på at vælge bæredygtigt. Det er noget, som fylder meget, når indkøbsafdelingen forhandler nye kontrakter eller laver eksterne udbud. Og i en række tilfælde har vi både fået økonomisk fordelagtige og mere bæredygtige aftaler i hus ved at gå i dialog med leverandørerne.

- I det hele taget gør vi meget ud af at stille krav til de leverandører, vi bruger. Og næste opgave, vi har stillet os selv, er at gå vores kontorlejemål i Høje-Taastrup og Vejle systematisk igennem med et bæredygtigt fokus for at sikre, at vi er kommet hele vejen rundt, og derefter at gå i dialog med udlejer af bygningerne. Vi vil gerne undersøge, hvad vi har af muligheder for energisparende tiltag, og ikke mindst vil vi opfordre udlejer til at sætte ladestandere op på parkeringspladsen, siger Mette Mogensen og supplerer:

- Det kunne jo på sigt – kan man håbe – sætte nye ringe i vandet, der kan sprede sig og give nogle af de bil-ejende medarbejdere gode grunde til at investere i en el-bil, næste gang bilen skal skiftes ud.