I løbet af de seneste uger har et tværfagligt team af medarbejdere i Domea.dk siddet sammen og gennemført omfattende kontroller af data og arbejdsgange i EG Bolig. Medarbejderne kommer fra forskellige afdelinger og har det til fælles, at de skal arbejde direkte i det nye system. Formålet er at sikre, at alt data overføres korrekt, og at de centrale administrative processer fungerer som forventet i EG Bolig.
Det intense testforløb bestod af tre omfattende testkonverteringer – det vil sige tests af, hvordan data overføres fra det ene system til det andet. Og medarbejderne er enige om, at vi nu står markant stærkere i arbejdet med at sikre en tryg og sikker overgang, når alle kunder med fuld- og opdelt forretningsførelse den 5. oktober skal over på det nye administrationssystem
Grundig kvalitetssikring af data og processer
Testforløbet har omfattet alle væsentlige områder af boligadministrationen, herunder økonomi, huslejeopkrævning, administration af ventelister og kundeoplysninger.
Som en del af arbejdet er der anvendt særlige afstemningsværktøjer, som gør det muligt at sammenligne data fra det nuværende system med den nye platform. Dermed kan eventuelle afvigelser hurtigt identificeres, analyseres og håndteres, inden systemet tages i brug.
I alt har testteamet gennemgået mere end 400 testpunkter. Undervejs blev der identificeret 177 afvigelser og forbedringspunkter. Størstedelen er allerede løst, mens der fortsat arbejdes målrettet på at færdiggøre de sidste justeringer, før systemet sættes i drift.