Boligselskabet Rosenvænget har stor succes med at afholde intro-samtaler for flygtningefamilier inden for de første 14 dage, efter familierne er flyttet ind i en bolig i en af afdelingerne. Her gennemgås lejligheden for fejl og mangler med driften, en repræsentant fra kommunen giver et billede af, hvad kommunen er for en størrelse, og en boligsocial medarbejder fortæller om husorden, sociale arrangementer mv.

Blandt beboerne er der også opstået en velvilje og imødekommenhed, som pumper fra initiativrige og handlekraftige hjerter. Det er 49-årige Connie Kjær fx et af beviserne på.

'Dem' og 'os'

Hun er afdelingsbestyrelsesformand i Rosenvænget i Frederikssund, som er en afdeling under Boligselskabet Rosenvænget med 130 boliger. Her har Connie boet siden december 2010. Allerede i januar 2011 blev hun valgt som bestyrelsesmedlem, siden næstformand og fra maj 2016 som formand. Efterfølgende har hun lagt mange kræfter i både bestyrelsesarbejdet og det øvrige frivillige arbejde.

- Vi er jo et lille samfund i samfundet, og jeg bryder mig ikke om, at nogen skelner mellem ”dem” og ”os”. Når man flytter ind her, så er man ”os”, fortæller Connie.

Hun har i mange år arbejdet i psykiatrien, og i en periode var hun også ansat i Domea.dk i Frederikssund, da afdelingen skulle igennem en større renovering. Alle skulle genhuses, og en del beboere havde brug for hjælp til at tackle den udfordring. Det betød, at Connie mødte mange af beboerne og dermed fik en god relation til dem.

- I dag bruger jeg min erfaring fra mit arbejde i både psykiatrien og Domea.dk, når jeg forsøger at samle kvarteret og få alle med. Jeg er sådan anlagt, at der altid er en løsning på al ting, og det er mit udgangspunkt, når jeg ser en udfordring, fortæller hun.

Dør står åben

Blandt Connies initiativer er, at hun vil besøge alle nye beboere, når de lige er flyttet ind. Herunder også flygtningefamilier, som lige er kommet til landet.

- Jeg fortæller dem om vores afdeling og vores traditioner, så de får en fornemmelse af, hvad det vil sige at bo alment, og jeg fortæller dem, at min dør står åben, så de altid kan komme til mig med spørgsmål og bekymringer, siger Connie.

Derudover er hun redaktør for Rosenbladet, som udkommer til alle beboere. Her præsenterer hun alle de nye ansigter i kvarteret, så det er muligt at følge med – og så vejen til at hilse en ny beboer velkommen bliver kortere.

- Vi skal hilse på hinanden i stedet for at forskanse os bag en lukket dør og mene noget om hinanden på afstand. Når jeg desværre indimellem hører om ”dem der”, der kommer og tager vores boliger, må jeg reagere og fortælle, at det ikke er sådan, verden hænger sammen, og den forståelse opnår vi kun ved at møde hinanden, fortæller Connie.

Får lyst til at lære dansk

Pt. bor cirka 15 flygtninge- og immigrantfamilier i afdelingen. En del af disse har haft stor gavn af velkomsten.

- Jeg har fx for nylig skaffet en symaskine til en beboer. Familien var flygtet fra Syrien, hvor han havde været en dygtig og anerkendt skrædder. Han savnede at sy, men på grund af dansk lov, må han ikke tage arbejde som skrædder endnu. Nu syr han til sin familie. Symaskinen betyder, at han er blevet et helt andet menneske, fordi han kan gøre dét, der gør ham glad - og så traumerne kan holdes lidt på afstand, fortæller Connie og uddyber:

- Det betyder bl.a., at familien har fået lysten til at lære dansk, fordi de både har fået mere overskud og føler sig mere velkomne.

Når Connie besøger en flygtningefamilie, kommunikerer hun via fagter, engelsk og google translate på sin smartphone. Desuden har hun selv udviklet en arabisk lydskriftordbog, hun altid har med. Hun forstår nogenlunde, hvad der bliver sagt, men kan ikke stave ordene.

Kan altid blive bedre

Da en familie for nylig skulle have udleveret sit vaskekort, var Connie så heldig at få hjælp af en beboer, som kunne tale arabisk og oversætte. Så kunne de sammen gå i vaskekælderen og vise familien, hvordan man bruger vaskesystemet.

- Min seneste idé er at lave hobby-dage i vores aktivitetslokale. Så kan folk selv medbringe deres materialer, og vi kan snakke, imens vi sysler med vores projekter, forklarer Connie og uddyber:

- Meningen er jo, at vi skal mødes og forstå hinanden – uanset, hvor vi kommer fra. Og måske kan vi endda inspirere hinanden og skabe et endnu stærkere sammenhold.

Indtil videre er initiativerne blevet vel mødt – men, som Connie siger:

- Jeg er slet ikke færdig endnu. Det kan blive meget bedre.